Den Nordiske Investeringsbank
De nordiske og baltiske landes internationale finansieringsinstitut
NIB er et internationalt finansieringsinstitut, som ejes af Danmark, Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge og Sverige. Banken driver udlånsvirksomhed såvel i medlemslandene som udenfor.
NIBs vision er en fremgangsrig og bæredygtig nordisk-baltisk region. NIB finansierer projekter, der forbedrer produktiviteten og gavner miljøet i de nordiske og baltiske lande. Yderligere integration mellem medlemslandenes økonomier er en væsentlig del af bankens målsætning.
Banken yder langfristede lån og garantier på markedsvilkår til sine kunder i den private og den offentlige sektor. Finansieringsprojekter, der kan komme i betragtning, vurderes ud fra et bæredygtighedsperspektiv.
NIB skaffer midlerne til udlån gennem låneoptagelse på det internationale kapitalmarked. NIBs obligationer har den højest mulige kreditværdighed.
For at støtte produktiviteten i medlemslandene fokuserer de NIB-finansierede projekter på:
- teknologisk udvikling og innovation
- humankapital og lige økonomiske muligheder
- forbedringer af infrastrukturen
- mere effektive markeder og forbedret forretningsmiljø
Hvad angår miljøet, giver NIB lån til projekter, der fremmer:
- begrænsning af forurening
- forebyggende foranstaltninger
- bedre ressourceudnyttelse
- udvikling af ren teknologi
- reducerede klimaændringer