Image: Pandora

28 Jun 2022

NIB indgår bæredygtighedsbaseret låneaftale med det globale smykkefirma Pandora

NIB underskriver en otteårig låneaftale på EUR 100 mio. knyttet til bæredygtighed med Pandora, som er verdens største smykke-brand. Lånet er knyttet til Pandoras bæredygtighedsresultater og -mål i forbindelse med cirkulære materialer og klima.

NIB og Pandora er blevet enige om to centrale resultatindikatorer (KPI’er), der skal måles på. Pandora har forpligtet sig til at være førende inden for bæredygtighed, og KPI’erne er tæt forbundet med Pandoras bæredygtighedsstrategi.

Margenen i låneaftalen justeres på baggrund af Pandoras fremskridt med hensyn til: 1) kun at bruge genanvendt guld og sølv, der er certificeret i henhold til en international, anerkendt standard for genanvendte metaller i sin smykkeproduktion senest i 2025 og 2) at halvere de samlede drivhusgasemissioner i egen produktion og værdikæde senest i 2030. Værdikædeemissioner uden for virksomhedernes egne aktiviteter udgør hovedparten af virksomhedernes CO2-fodaftryk i mange sektorer. Derfor kan Pandoras mål, herunder scope 3-emissioner, have en betydelig bredere indvirkning på værdikæden.

”Med dette bæredygtighedsrelaterede lån kan NIB støtte en virksomhed, der har ambitiøse bæredygtighedsmål, herunder et videnskabeligt baseret mål, der er i tråd med en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 °C. At knytte finansieringen til bæredygtighedsresultater understreger, hvor integreret bæredygtighed er i Pandoras strategi og aktiviteter”, siger André Küüsvek, NIB’s President & CEO.

“Lånet vil støtte Pandoras vækststrategi ved at forbedre vores finansierings- og likviditetsposition yderligere. Ved at knytte vilkårene med vores bæredygtighedsmål skaber vi et klart incitament til at nå vores mål om at blive en lavemissions- og cirkulær virksomhed. Tilknytningen til bæredygtighed bekræfter også finansverdenens anerkendelse af vores bæredygtighedsprogram,” siger Anders Boyer, CFO hos Pandora.

Fremskridtene i forhold til disse mål vil blive vurderet på årlig basis ved hjælp af de to udvalgte KPI’er, og Pandora vil offentliggøre resultaterne i virksomhedens bæredygtighedsrapport. Afhængigt af, om disse mål nås, vil prisen på lånet enten falde eller stige.

Pandora er verdens største smykkebrand og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen. Virksomheden designer, fremstiller og markedsfører håndlavede smykker fremstillet af materialer af høj kvalitet til overkommelige priser. Pandora-smykker sælges i mere end 100 lande. Pandora har hovedkvarter i København, beskæftiger 27.000 medarbejdere på verdensplan og fremstiller sine smykker på to LEED-certificerede fabrikker i Thailand.

NIB er en international finansiel institution, der er ejet af otte medlemslande: Danmark, Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge og Sverige. Banken finansierer private og offentlige investeringsprojekter i og uden for medlemslandene. NIB har den højest mulige kreditværdighed, AAA/Aaa, hos de førende kreditvurderingsinstitutter Standard & Poor’s og Moody’s.

For yderligere information, kontakt venligst

Vagn Lundhøj, Senior Banker, på +358 10 618 0370, Vagn.Lundhoj@nib.int

Iiris Anttalainen, Communications unit, på +358 10 618 0258, Iiris.Anttalainen@nib.int


Related resources

22 Jun 2022

Pandora A/S

EUR 100 million